Bæredygtighed – skolens moralske opgave

Vores børn og unge bliver dagligt i medier og i iagttagelse af deres omverden gjort opmærksomme på

klimaforandringer, tab af biodiversitet og på aktuelle sociale og magtpolitiske udfordringer af menneskelige

fællesskaber. Det må være folkeskolens moralske opgave at afhjælpe børns og unges bekymring for deres

nære og globale verdens tilstand. Og i sammenhæng hermed at give dem med- og modspil og bud på

handlemuligheder, som kan være med til at skabe en fremtid.

Det antropocæne

I 2002 fremsatte hollænderen Crutzen (atmosfærekemiker/ geolog) den hypotese, at jorden har bevæget

sig ind i en ny geologisk epoke, som han kaldte den antropocæne periode eller menneskets tidsalder (græsk

græsk anthropos (“menneske”) og kainos (“menneskets nye tid”).

Vi er i menneskets tidsalder, og det er et uomgængeligt vilkår, at vi mennesker med vores accelererede

ressourceudnyttelse griber afgørende ind i klodens balancer. Målbare manifestationer og synlige tegn på

denne indgriben er fx klimaopvarmning pga. CO2 udledning fra afbrænding af fossile brændstoffer,

accelererende udryddelse af dyr og plantearter, plastikpartikler i vandløb og oceaner, fordobling af kvælstof

og fosfor bl.a. grundet brug af gødningsstoffer, permanente lag af luftbårne artikler som sod fra fossile

brændstoffer. Alle disse indgreb er forhold, der kan dokumenteres som målbare resultater af vores

menneskelige fremfærd.

Fra omverdens beherskelse til selvbeherskelse.

”Vi mennesker er ikke tilstrækkelig vise til at være Herre over og herske over naturen, vi burde indtage en

noget mere ydmyg og beskeden rolle – en slags forvalterrolle” (Hildebrandt, 2017). Der er tegn at spore på

en gryende mere ydmyg og beskeden forståelse af vores menneskeligheds plads i naturens helhed. Alene af

den grund, er det er op til os og ikke mindst de kommende generationer at skabe de nødvendige vendinger.

Ligesom vi i det antropocæne, med vores handlinger, har forstyrret og skabt ubalancer i vores miljø 1 , så har

vi tilsvarende muligheden for, ved at beherske os selv og vores fællesskaber, at skabe en mere holdbar

udvikling. Vi må gøre op med vores menneskeforståelse og vores forståelse af vores forhold til vores

omverden og miljø. ”Der findes ingen natur ”derude” adskilt fra mennesket” (Sjørlin, 2017).

I det antropocæne er menneskelig dannelse mere end en omverdenshorisont set i menneskeperspektiv, og

mere end at give indsigt i ”omgivende” natur og i forståelse for forskellige kulturer, religioner,

livsbetingelser mm.

Menneskelig dannelse må være moralsk ansvarstagen: at tage ansvar for den klode, vi lever på, og at tage

ansvar for at udviklingen ikke efterlader nogen; og at den klode, der gives videre til de kommende

generationer fortsat er rig og mangfoldig. ”Planeten må beskyttes, både for sin egen skyld og for at

beskytte os som lever på den og fremtidens generationer” (Ibid).

Miljø er i denne fremstilling mere end det der omgiver os. Planetarisk helhed, geologisk og biologisk, vil i det

følgende blive anvendt frem for miljøbegrebet.

I det antropocæne må det være skolens opgave at søge at ruste vores børn og unge til den nødvendige

ansvarstagende vending fra forestillingen om omverdens beherskelse mod større selvbeherskelse. Det er et

spørgsmål om selvdannelse og om dannelse til en ny miljøindlejret samfundsmæssighed.

Skoleansvaret moralsk og konkret

At tage ansvar rejser spørgsmålet om hvem og hvad vi har ansvar for. Hvem og hvad vil vi se som

etiske subjekter, hvem og hvad ser vi som hhv. indenfor og udenfor vores etiske fællesskab?

Den nødvendige ansvarstagende vending vil være et spørgsmål både om menneskesyn og om

omverdens syn. Hvad ser vi som vores, og hermed også børn og unges, rolle i verden. Og hvordan

skal vi forholde os til vores omverden? Har vi ansvar for mere end os selv og vores

medmennesker?

Så vi må spørge os selv og de børn og unge vi har uddannelses- og opdragelsesansvar for: Hvem

føler vi os etisk forbundet med? Mennesker (dem vi er i fællesskab med/alle mennesker), dyr, alt

levende, naturen/ miljøet som et hele/det hele?

Vi står, med vores viden i spil med vores etiske overvejelser, så at sige med det ene ben i

antropocentrismens bevidsthed om, at vi har magt og midler til at regulere naturens balancer og det andet

i spændfeltet mellem snævert ansvar for menneskelivet og for helheden.

Et spørgsmål kan være, hvilket menneskesyn og natursyn, vores folkeskoles formålsformulering om

”menneskets samspil med naturen” afspejler, og ikke mindst, hvordan formålet udmøntes i skolens praksis.

Når der fokuseres på sammenhæng og indbyrdes afhængighed mellem bæredygtig miljømæssig, social og

økonomisk udvikling, vil det kulturelt rejse en lang række moralsk-etiske dilemmaer på alle

samfundsniveauer globalt, nationalt og lokalt (for den enkelte, i familien, i skolen, i kommunen). Hvordan

kan man skabe bæredygtig udvikling, som på samme tid opfylder alle nulevendes behov uden at bringe

fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare?

Pædagogisk må spørgsmål om bæredygtig sammenhæng mellem miljø, økonomisk vækst og social

retfærdighed indebære, at det værdimæssige, det etisk-moralske kulturelle fundament, gives en plads i

opdragelse og undervisning.

Miljømæssig/ planetarisk bæredygtighed som et skoleanliggende må indebære bestræbelser på at give

børn og unge indsigt i og forståelse af, hvordan deres/ menneskers livsudfoldelse afhænger af og har

sammenhæng med biologisk liv i sin helhed.

Social og kulturel bæredygtighed som et anliggende for folkeskolen må vedrøre og sigte mod at lære børn

og unge om, hvad det vil sige at begå sig socialt ansvarligt, og hvordan man kan øve sig i og lære at handle i

rimelig overensstemmelse med sin viden og sine og sit samfunds værdier (jf. menneskerettigheder,

ligestilling, ikke-vold, social retfærdighed, medborgerskab).

Økonomisk ressourcemæssig bæredygtighed indgår som en uomgængelig faktor i samspil med og som

forudsætning for udvikling af miljømæssig og social og kulturel bæredygtighed. Vi har kun en planet og set

som en materiel ressource må et sådant perspektiv på bæredygtighed også være et anliggende for børn og

unge.

Vi må søge praksisnære veje til at fremme børns og unges dannelse til bæredygtighedsansvarlige

medborgere med blik for de planetariske grænsersom rum for socialt og kulturelt liv - vores fælles

ressourcer der ikke er ubegrænsede og skal bruges sikkert og socialt retfærdigt.

Når det er opgaven, hvordan tager vi så fat?

At fremme og udvikle robust bæredygtighed i den dobbelte betydning: at hver enkelt bliver i stand til at

udfolde og opretholde sig selv, og at hver enkelt vil og kan bidrage til at holde vores fælles liv og vores

klodes liv oppe må grundlæggende være vores skoles samfundsopgave.

Vores Folkeskole – dens børn og unge, dens medarbejdere og dens politiske ledelse – skal i front i kampen

for de næste generationers socialt og miljømæssigt bæredygtige fremtid.

Hvis den opgave skal løses, kræver det, at vi diskuterer, udvikler og forandrer både vores skoles

undervisningsindhold, dens hverdagsliv vaner og rutiner og dens organisering og rammer.

Det kan synes som en uoverkommelig og kompleks opgave. Hvor skal vi begynde og hvor skal vi ende? Og

er vi ikke hver især bare for små brikker i det store spil, til at vi kan betyde noget?

Men ligesom vi med vores adfærd alle har medansvar vores nutids sociale og miljømæssige ubalancer, så

har vi også hver især og i vores skolefællesskaber muligheden for at skabe forbedringer lokalt og globalt.

Muligheden er et ansvar og en opgave!

En bæredygtighedsorienteret skole må bestræbe sig på at skabe balance mellem at vække barnets og den

unges personlige engagement og på at understøtte og udvikle alle parters aktive medborgerskab udmøntet

i politisk ansvarstagen og handlekompetence!

Når 2030 og 2050, og endnu længere frem, er klimapolitikkens tidshorisont, understreger det folkeskolens

og ungdomsuddannelsernes betydning som dannelses- og uddannelsesinstitution. Det er vigtigere end

måske nogensinde før, at vores børn og unge anerkendes som borgere med rettigheder og pligter, og at vi

som skole sigter mod at udvikle deres aktive medborgerskab og opbakning til et miljømæssigt, socialt og

kulturelt bæredygtige velfærdssamfund og demokrati. Børn og unge skal lære og opleve, at de er

anerkendte samfundsborgere med deltagelsesret og pligt, og at de er med til at skabe deres skole som et

betydningsfuldt samfundsansvarligt erfaringsrum.

Opgaven er en helhedsopgave. Vi kan ikke som individer eller som skoleinstitution løse hele opgaven i ét

greb eller med én indsats. Når opgaven - at uddanne og danne til at agere bæredygtigt - skal løses, handler

det for alle om at tage fat i et hjørne, der rummer helheden.